Onsdag den 8. september 2021 begav vi os (62 personer) til "sydhavsøerne" - i det skønneste september vejr.
Vi startede 10 personer i Solrød og resten steg på i Lille Skensved, stemningen var høj fra starten og der var "pit stop" ved Tappernøje med kaffe og et stykke brød.
Derefter direkte til Godset Frederiksdal, hvor vi havde mulighed for dels at smage på deres vin, handle i en lille butik eller at gå en tur i den smukke park, inden vi blev trakteret med en sandwich samt ost, til de sultne - og masser af drikke. Spisningen foregik i en pavillon i parken med plads til ca. 25 siddende - de resterende sad enten i græsset eller skiftede plads med dem der havde spist hurtigt.
Så gik turen til Pederstrup, hvor vi besøgte Reventlow museet - de af os der havde lyst og var mobile nok - kiggede rundt i museets øverste og nederste etage efter først at have fået en grundig orientering om stedet og dets tidsperioder.
Se billeder fra museet - der tidligere bl.a. har været R
eventlows bolig. Det gamle brændekomfur i kælderen er nyrenoveret og bruges af og til ved særlige arrangementer.
I haven findes en del moderne kunst, som også anes på visse billeder. Efterfølgende kaffe og linser, hvor vi ligeledes var gode til at dele de få siddepladser.
Hjemkørslen foregik af lidt omveje for at nyde naturen, hvis man ønskede det og andre havde behov for "en lur". Vi kørte bl.a. over den gamle Guldborgsundbro, inden vi "landede" ved restaurant Udsigten i Strøby til aftalt tid.
Menuen bestod af laksetatar, kalvefilet og æbletærte (incl. en genstand per person).
Som vanligt var det en ren "hønsegård" at høre på i selve restauranten under spisningen
God mad og pragtfuld udsigt, hvor vi endda fik lov at opleve en flot solnedgang på køreturen mod Brugsen i Lille Skensved, som vi nåede inden lukketid kl. 20 - godt "timet", hvis nogen lige skulle nå at handle ind til morgenmaden næste dag. Tror ikke at nogen gik sulten i seng onsdag.
Stemningsbilleder fra hele turen findes her på siden fra torsdag den 9. september 2021/LA.
Hvis nogen ikke ønsker at et billede af dem findes på WEB siden, bedes de venligst give formanden besked (også om hvilket billede det drejer sig om) - så slettes billedet/billederne straks.
Der er underlægningsmusik, som du/I selv kan til/fravælge ved at klikke på ikonet med højtaler - nederst i højre hjørne på hvert billede.